Fotografi af mandskab, heste og kanon, det beredne artilleri, Georgien ca. 1880
Et usædvanligt stort fotografi, der er optaget i Tblisi i Georgien i 1870'erne eller 80'erne. Det store fotografi, som i virkeligheden er samlet af tre optagelser, viser en kanonbesætning fra det ridende artilleri. De syv heste og 13 mand højt specialiserede artillerister kom fejende ind på slagmarken med dundrende hove og klirrende seletøj, standsede op, kanonen blev spændt fra og rettet mod målet, skuddet blev affyret, og så blev kanonen hurtigt spændt for igen, og kunne køres videre.
Det har været en imponerende opvisning, og fotografen har virkelig gjort en indsats for at få hele mandskabet og deres heste og kanon med.
Teksten under billedet lyder:
"Орудiе первой батареи ЕГО ИМПЕРАТОСКАГО ВЫСОЧЕСТВА Генералъ-фельдцейхмейстера Кавказской гренадерской ЕГО ИМПЕРАТОРСКАГО ВЫСОЧЕСТВА ВЕЛИКАГО КНЯЗЯ МИХАИЛА НИКОЛАЕВИЧА Артиллерiйской бригады при которомъ изволилъ обучаться ЕГО ИМПЕРАТОРСКОЕ ВЫСОЧЕСТВО ВЕЛИКIЙ КНЯЗЬ МИХАИЛЪ МИХАЙЛОВИЧЪ."
Det kan oversættes til:
"Kanon fra det første batteri af Hans Kejserlige Højhed General-felttøjmester for de Kaukasiske grenadérer af Hans Kejserlige Højhed Storfyrst Mihail Nikolaevich's artilleri-brigade som Hans Kejserlige Højhed Storfyrst Mikhail Mikhailovitj har gjort tjeneste ved."
Fra Gudim-Levkovitj' Samling.