Pennetegning udført 1807 af dansk sømand i engelsk krigsfangenskab.
Pennetegning: Indrammet farvelagt pennetegning udført 1807 af dansk sømand, Mathis Petter Clausen, i engelsk krigsfangenskab. Indv. Mål: 16x29,5 cm, udv. Mål: 20x33,5 cm. Tegningen viser: I baggrunden et 2-etagers hus, muligvis i barokstil omgivet af hvidt rækværk, fra dette strækker sig en hæk hen til en lav bygning i billedets venstre side, på dennes terrasse befinder der sig 2 personer. Foran husene løber en vej, kantet til den ene side af træer. Helt i forgrunden til højre en mandsperson og 3 hunde, til venstre en person der betragter 2 køer på en mark. Tegningen er ret naiv i udførelse. Under tegningen er pålimet en strimmel, hvorpå der i en ramme er skrevet følgende: " Det er Fortonning af Forebore Huus at ses fra Norden, Som nogle af de Danske Personer logerede i, Hvor vi logerede den Tid wi war på Parol, Tegnet til Minde af Mathis Petter Clausen 1807". Over huset er skrevet i en klamme: "Tabone Huus i Reading 1808". Er øjensynlig tilføjet senere. Farverne ser ud til at være akvarel. Bagklædningen er fastgjort til rammen med strimler af avispapir, af hvilke det fremgår, at indramningen er foretaget 1893.