Danmark: Skattefund, Pæregård-skatten, Vikingetid (ca. 750-1050)
Pæregård-skattefundet fra Bornholm, gjort i 1993, er et af de store vikingetidsskattefund fra denne ø: Den består af 900 tyske, kufiske, engelske, svenske og danske mønter samt 130 stykker umøntet sølv af slavisk oprindelse. Angiveligt nedlagt efter år 1023, hvor slutmønten (yngste mønt i skatten) er præget. Fundet ved enden af en brændt hustomt, ganske ligesom Nørremølleskatten 40 km derfra. Dette passer historisk med de uroligheder, der var i 1020'erne, hvor den norske Kong Olaf Haraldsson og den svenske Kong Anund Jacob plyndrede og hærgede Skånelandene i forsøg på at begrænse den danske Kong Knud Den Stores magt.