Najagneq, åndemaner fra Nunivak Island, Nome, efterår 1924
Download
Del
Beskrivelse
Aandemaneren Najagneq fra Nunivak Island, fotograferet i Nome. Ekspeditionen ankom til Nome d. 31. august 1924 hvor inuit fra alle mulige egne af Alaska var samlet, hovedsagligt for at sælge ting til turisterne. I Nome fik Knud Rasmussen derfor også lejlighed til at møde inuit fra Nunivak Island, og de fortalte ham blandt andet om deres skikke og hellige ceremonier. I sin beretning beskriver han, hvorledes enhver fest hos beboerne fra Nunivak Island blev åbnet med nye sange, som bopladsens mænd digtede. Sangene blev digtet i mørke og dyb stilhed i bopladsens festhus, hvorefter de blev sunget i fællesskab af både mænd og kvinder. Denne tradition kaldtes Qarrtsiluni, hvilket kan oversættes med ”medens der ventes på, at noget skal briste”, hvilket henviser til tidspunktet hvor mændene sidder i dyb stilhed og digtede sangen frem, efterhånden som sangen viste sig i deres sind, strofe for strofe og tone for tone. Man mente at sangene, i dette mørke og i denne stilhed hvor alle anstrengte sig for at tænke smukke tanker, fødtes i menneskenes sind som bobler, der stiger op af havets dyb og brister – kun i stilhed kunne sangen briste sig i menneskes sind og blive til.
Tid
Datering
31. august 1924 - 31. oktober 1924
Senest opdateret
30. maj 2024
Placering
Koordinater
64.49947, -165.40347
Emneord
Kommentarer
Detaljer
Fotograf
5. Thule ekspeditionen
Kilde
Nationalmuseet, Danmark
Fil-ID
ES-350645
Filnavn
5_thuleb_0454a.tif
Original filstørrelse
7 MB
Original opløsning
1354x2224 pixels
OK
Down­load JPEG
1354x2224 pixels - Licens: CC-BY-NC-ND
Down­load original (TIFF Image)
1354x2224 pixels - Licens: CC-BY-NC-ND - 7 MB
Kopiér link
Kopiér HTML-kode
Najagneq, åndemaner fra Nunivak Island, Nome, efterår 1924
Aandemaneren Najagneq fra Nunivak Island, fotograferet i Nome. Ekspeditionen ankom til Nome d. 31. august 1924 hvor inuit fra alle mulige egne af Alaska var samlet, hovedsagligt for at sælge ting til turisterne. I Nome fik Knud Rasmussen derfor også lejlighed til at møde inuit fra Nunivak Island, og de fortalte ham blandt andet om deres skikke og hellige ceremonier. I sin beretning beskriver han, hvorledes enhver fest hos beboerne fra Nunivak Island blev åbnet med nye sange, som bopladsens mænd digtede. Sangene blev digtet i mørke og dyb stilhed i bopladsens festhus, hvorefter de blev sunget i fællesskab af både mænd og kvinder. Denne tradition kaldtes Qarrtsiluni, hvilket kan oversættes med ”medens der ventes på, at noget skal briste”, hvilket henviser til tidspunktet hvor mændene sidder i dyb stilhed og digtede sangen frem, efterhånden som sangen viste sig i deres sind, strofe for strofe og tone for tone. Man mente at sangene, i dette mørke og i denne stilhed hvor alle anstrengte sig for at tænke smukke tanker, fødtes i menneskenes sind som bobler, der stiger op af havets dyb og brister – kun i stilhed kunne sangen briste sig i menneskes sind og blive til.