Tamilske huse og bygningselementer, Tranquebar 2013
Flere af de gamle tamilske murstenshuse i Tranquebar er bygget som små atriumhuse og rummer signifikante arkitektoniske deltaljer med kulørte koniske søjler af træ, udskårne kraftige døre og hævede terrasser på begge sider af indgangen. Tamil Nadu Chapter of INTACH (the Indian National Trust for Art and Cultural Heritage) har især i Goldmith Street haft et projekt med istandsættelse af flere af denne type huse.
Tranquebar - eller Tharangampadi - er en landsby på Coromandelkysten af Sydindien. Den ligger ca. 300 kilometer syd for Chennai i delstaten Tamil Nadu. En stor del af Tranquebars befolkning er beskæftiget med fiskeri eller erhverv relateret til dette. Der tales tamilsk, og hovedparten af områdets befolkning er hinduer, men der er også et mindretal af muslimer og kristne.
I Indiens kolonitid fungerede Tranquebar som en dansk handelsstation fra 1620-1845. Stedet har en rig interkulturel historie, dokumenteret i historiske bygninger og skriftlige kilder samt etnografiske samlinger af genstande, fotos og optegnelser af folkeliv i fortid og nutid.