Mariakirken, Gdańsk
Billedet er håndkoloreret og stammer fra lysbilledserie benævnt: "61 De baltiske lande og Polen". I serien er 27 lysbilleder. På dias er påsat labels: "V. Richter. København." og "26. Mariakirken, Danzig". Meddelelsesbog til bemærkninger om lysbilledserien samt maskinskrevet manuskript medfølger. Teksten i manuskriptet til pågældende billede er: ”Billede Nr. 26 Mariakirken, Danzig. 2140. Fristaten Danzig omfatter Wislas Delta og en mindre Strækning Vest for dette. Befolkningen bestaar af Tyskere, og kun 6% er Polakker, men Danzig blev ved Versaillesfreden gjort til en Fristat for at imødekomme Polens Behov for en Havn ved Østersøen. Danzig har sin egen folkevalgte Regering, men ligger indenfor de polske Toldgrænser og er i politisk-økonomisk Henseende stærkt knyttet til Polen. Byen er meget gammel og har et middelalderligt Præg. Billedet viser den store Mariakirke”. Firmaet V. Richter producerede, kuraterede og distribuerede lysbilledserier i primært 1920'erne og 1930'erne. Dias måler ca. 8 x 8 cm.