Monstrans, ciborium, nadverbrødsbeholder
Tre monstranser, beholdere til fremvisning af nadverbrød i middelalderens katolske kirke (latin monstrare = vise). Efter katolsk opfattelse forvandles nadverbrødet reelt til Jesu Kristi Legeme under messen,og derfor er et forvandlet nadverbrød en helligdom. Monstranserne er lavet af forgyldt messig og har glas omkring den lille holder til nadverbrødet. Desuden ses et ciborium (inv. nr. 10378), en beholder med låg, hvori nadverbrød kunne opbevares, før de blev brugt ved messen. Alle er kommet til museet fra Det kongelige Kunstkammer, men de stammer sandsynligvis oprindelig fra danske middelalderkirker.