Gobelin, Kronborgtapeterne, Frederik 2.'s kongetapeter
Tapeterne blev oprindelig til for at pryde den store dansesal på Frederik II's nyopførte renæssanceslot Kronborg, Helsingør, sammen med en tilhørende bordhimmel. De udgjorde en suite på 43 tapeter med afbildninger af over 100 danske konger – fra sagnkongen Dan til Frederik II selv med den lille prins Christian (IV). Tapeterne blev vævet i Helsingør 1581-84 af nederlandske tapetmagere efter fortegninger af den nederlandske kunstner Hans Knieper, der var kommet til Danmark fra Antwerpen. Tapeterne blev med tiden spredt rundt til andre kongelige slotte, hvor de fleste efterhånden gik til som ofre for slid, fugt og brand. Af de 15 bevarede er syv på Kronborg og otte i Nationalmuseets udstilling, mens en sidste, bordhimlen (også kaldet Frederik 2.’s tronhimmel) fra 1586 er en baldakin, der befinder sig i Nationalmuseum i Stockholm, hvortil den kom som krigsbytte i 1658.
Tapetet her (udstillet på Kronborg) forestiller Knud VI (1182-1202). Kongen med over- og fuldskæg bærer en pragtrustning uden hjelm, så kronen hviler direkte på hans hoved. I sin højre hånd holder har et scepter, mens hans venstre hånd hviler på et skjold. Sværdet hænger fra sværdremmen. Omgivelserne er fredelige uden nogen hentydning til kong Knuds krigeriske bedrifter (omtales bl.a. i rimet på gobelinen). På hans højre side en jagtscene, mens der er fremstillet såvel en bådtur og en jagt mod en hjort med bue og pil, på hans venstre side.
Højde: ca. 395 cm. Bredde: ca. 295 cm.