Oliemaleri: Teproduktion, Kina
Maleriet viser teproduktionen i sydkina. På skråningerne bliver bladene plukket, sorteret, tørret og ristet. Forneden til venstre ses to danske handelsfolk i færd med at opkøbe teen, som stampes i kasser og fragtes ud til de ventende handelsskibe. Hollænderne indførte som de første te til vesteuropa. I begyndelsen blev den alene brugt som medicin, men snart lærte også raske at sætte pris på smagen. I de europæiske storbyer voksede tehuse op, og tedrikning blev så populær, at teen kom til at udgøre størstedelen af lasten i de skibe, der handlede på Kina. Oliemaleri. Mål: 129x185,5 cm. Mus.nr. Bc.636a. Kina, ca. 1825. Ukendt kunstner.